Vanligvis siger man “det er godt at være norsk i Danmark” men det er faktisk også helt fantastisk at være danske i Norge. Hvordan jeg endte så langt nord på, er nok et af de spørgsmål jeg har fået mest, igennem de tre år jeg har boet i Trondheim. Og det er egentligt heller ikke helt klar for mig længere, hvad grundlaget for beslutningen var. Men en ting jeg husker virkelig tydeligt, er at sidde på toget på vej til Trondheim, med hele mit liv pakket ned i to tasker, og pludselig indse at jeg har sagt ja til at bruge 5 år af mit liv i en by langt mod nord, som jeg aldrig har været i, hvor jeg ikke kender en sjæl, en by med lange mørke vintre, med kun få timers dagslys og minusgrader. Jeg husker tydeligt pulsen stige og mine håndflader blive svedige, mens jeg sad der og så det ene flotte landskab glide forbi efter det andet. Og så kan man jo spørge sig selv hvor mange gange man kan nå at second doubt sin egen beslutning på en 8 timers togtur.
Men det skulle vise sig, at dette måske er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Og selvom det at bo og studere i Norge har haft både op og nedture så har det givet mig minder for livet og nogle helt vidunderlige studieår. Ideen om at studere i Norge kom da jeg flyttede ind i et kollektiv i Aarhus med en norsk veninde. Hun studerede selv i Danmark, og fortalte mig hvor godt et samarbejde der er blandt de skandinaviske lande, når det kommer til uddannelse. Efter en tid i Aarhus tog jeg ud og rejse. Da jeg kom hjem flyttede jeg til Oslo, mest af alt for at arbejde. Det at bo i Oslo var helt enestående, det ene beslutning tog den anden og pludselig sad jeg i toget på vej til Trondheim.
Selvom der var lidt skræmmende da jeg sad der i toget, så er det jo slet ikke så forskelligt fra at studere på en dansk uddannelsesinstitution, og det har egentlig været en ganske low key måde at flytte til ”udlandet” på. I realiteten har jeg ikke længere hjem (tidsmæssigt) til mor og fars lune hytte, end hvis jeg havde boet i København. Kulturen er forholdsvis ens, selvfølgelig set bort fra 17. maj, brunost og vaffelbesættelse.
Den største udfordring er nok sproget, som tager lidt tid og energi at lære sig, men i virkeligheden er de jo vældig ens. Der er blot en håndfuld ord med twisted betydning, man lige så godt kan lære sig med det samme, for at undgå uheldige misforståelser som at rar betyder underligt, og at grine betyder at græde.
Når det er sagt, er der til gengæld stor forskel rent klimatisk og naturmæssigt på at være i Norge og i Danmark, og jeg har i løbet af min tid i Trondheim fået naturen helt ind under huden, og det er kommet til at betyde enorm meget for mig, for hvor enestående er det ikke at kunne tage på skitur om eftermiddagen efter skole. Eller hoppe i fjorden på en isklar december morgen og se solen stå op i horisonten. At klatre på klippesider på fine solskinsdage eller plukke vilde bær i skoven klædt i efterårets farver? Og hvor unikt er det ikke at have alle de muligheder lige rundt om hjørnet?
Jeg har i hvert fald følt mig enormt privilegeret, og er endda begyndt at spørge mig selv, om dette er noget jeg kan undvære i fremtiden. Hvis jeg skal give et godt råd til andre der vurdere at søge ind på en norsk uddannelse, er det eneste jeg kan sige, søg!!, også selvom det virker helt kryptisk og vanskeligt at gennemskue, alt det med jente point og matte R1,R2 og også selvom uu vejlederen ved lige så lidt som dig selv, så er der virkelig ikke nogen grund til ikke at tage chancen for det er virkelig helt fantastisk at være danske i Norge.
Hvis du ønsker mer informasjon om å studere i Norge, les her.
Artikkelen ble første gang publisert i 2020.